Pelsene og mig

Jeg er en kvinde, der er nået pensionsalderen.

Gennem hele mit liv har jeg interesseret mig for pelsværk, og gennem de seneste år har jeg fået samlet en pæn samling af forskellige slags brugte pelse.

Jeg har ikke personligt båret alle disse pelse, men jeg har et par pelse, som er mine egne.

Når jeg køber pelse er det væsentligt for mig, at disse er brugte og ægte; det er dyr, der har mistet deres liv for mange år siden, og derfor synes jeg, at det er vigtigt, at pelsene bliver båret af mennesker, der værdsætter dem, i stedet for at de bliver kasseret og tilintetgjort. Jeg gør mig umage med at finde pelse, der er i fin stand og af god kvalitet, er smukke, sjove eller har et særpræg. 

Pelsværk er meget bæredygtigt, da det kan bevares og bruges i rigtig mange år, hvis ellers man opbevarer og behandler det korrekt. 

Min barndom var præget af pelse; min mor havde flere pelse og gik altid med pels om vinteren, og da min mor døde, arvede jeg disse pelse, som både mine voksne døtre og jeg har brugt i mange år. Herudover husker jeg, at min far havde en meget smuk stor grå persianerhue, som han altid bar om vinteren. 

Selv fik jeg min første pels, da jeg var 8 år gammel – en smuk hvid og brun kaninpels, som nåede til knæene. Senere blev det til en smuk brun bæverlam, og nu har jeg to pelse, en bisam og en mink, som jeg bruger om vinteren. Altid har jeg interesseret mig for pelse, og altid har jeg været fascineret af buntmagernes kunsthåndværk.